Sådan arbejder jeg med et barn, der har været udsat for fastholdelse

 

Læs om hvordan man igennem leg –  kan komme igennem traumer uden at snakke om selve traumet med barnet.

Jeg er på besøg, på en special skole hvor jeg behandler en dreng, som har været udsat for overgreb på en skole.
Jeg møder en smilende og glad dreng samt hans kontaktperson.
Da jeg ved han har været fastholdt af mange voksne har jeg valgt, vi i dag skal slås for sjovt.
Han ved ikke jeg vil arbejde med det traume han har oplevet, da det vil skabe en masse spændinger i han krop.
Jeg spørg om han er med på ideen, hvad hans er helt med på og jeg kan se han glæder sig.
Jeg fortæller hans kontaktperson, hun skal holde omkring ham, så han mærker han bliver holdt fast, men at han altid skal vinde kampen og hun skal starte med at bruge lidt kræfter.
Det syntes drengen er super fedt – at han er sikker på at vinde kampen.
De sætter sig begge på gulvet og jeg tæller, så han er forberedt på hvornår, hun holder ham fast.
Denne leg leger vi flere gange og hver gang øges kræfterne fra den voksne og jeg fortæller også drengen at han altid kan sige fra og bede om hjælp fra mig, til at komme fri.
Vi har efter hver slåskamp en pause, hvor vi alle 3 mærker hvad sker der i kroppen – drengen fortæller det er rigtig dejligt at mærke kroppen – det kilder og sitre i hele hans krop og maven har det godt

Efter sidste runde spørg jeg, om det vil være okay at jeg støtter ham på hans knæ mens han ligger og slapper af. (drengen har efter overgrebet haft svært ved berøring af voksne)
Det er helt okay siger han.
Jeg støtter ham på hans knæ og han ligger og mærker efter hvad sker der i kroppen – han ben begynder at ryste og kommer af med en masse fastlåst energi, han har gemt på efter det overgreb for ca 3 år siden.
Han er helt rolig, men syntes det mærkes underligt.

Vi slutter af med at klippe ansigter ud med hvordan han har haft det i dag, hvor han selv sætter ord på.
Han startede glad og sluttede glad og afslappet – hans egen ord.

Drengen er også beskrevet som meget utryg ved nye steder – men jeg spørg ham alligevel om han kunne tænke sig at besøge mig ude i min klinik.
” Det vil jeg rigtig gerne sammen med mine forældre”
jeg spørg om det skal være før vi ses igen på skolen
” ja siger han og smiler”

Vi siger tak for i dag og han går med klassen ud på en gå tur.

Jeg ved han havde en dejlig dag på skolen og da han kom hjem fik hans forældre en glad dreng hjem, som de længe havde savnet.

Mine slutord er – at når jeg arbejder med traumer behøves jeg ikke at tale om oplevelsen – men arbejder med at kroppen får tid, ro og tryghed til at gøre det kroppen blev fastlåst i.

Det er fantastisk at opleve den forandring der sker i processen.