Find hjem i kroppen – når mod begynder indefra
Der er noget, der fylder i mig for tiden.
Noget jeg både mærker som fagperson – og som menneske.
Jeg møder flere og flere mennesker med et nervesystem i alarm. Mennesker, som ryger ud og ind af systemer, får mere medicin, flere forklaringer – men som i virkeligheden længes efter kontakt. Efter relation. Efter at blive mødt som hele mennesker.
Måske rammer det mig ekstra dybt, fordi jeg selv kender utrygheden.
Jeg voksede op i et hjem, hvor tavsheden fyldte. Ikke fordi der ikke var kærlighed, men fordi følelserne ikke rigtig havde plads. Skammen boede der stille. Usagt. Men tydelig i kroppen.
På et tidspunkt måtte jeg vælge noget andet. Jeg måtte kigge skammen i øjnene. Ikke kæmpe imod den – men være sammen med den. Næsten som at tage den i hånden og sige: Nu går vi en anden vej.
Jeg er sikker på, at mine forældre ønskede handling.
Men indeni var der mest bevægelse.
Når bevægelse ikke bliver til handling
Vi kan være i bevægelse hele livet – uden at der sker egentlig handling.
Vi kan udvikle os, tale om forandring og forstå os selv – og alligevel blive stående det samme sted, hvis vi ikke tør mærke det, der vækker uro i kroppen.
For nogle gange er bevægelse noget, vi gør for at undgå følelsen.
Handling begynder først, når vi tør være i den.
Vi udvikler os, lærer nyt, gør en masse. Vi forsøger at være noget for jobbet, for vennerne, for familien. Men hvis vi ikke tør mærke det, der er svært, så flytter vi os måske aldrig helt derhen, hvor noget virkelig ændrer sig.
Jeg oplever et samfund, hvor tempoet stiger, og hvor løsninger ofte bliver hurtige og systematiske. Mere medicin. Flere indsatser. Flere behandlingsformer.
Og samtidig mærker jeg en længsel efter noget, vi ikke må glemme: kontakten, relationen og det naturlige menneske.
Når jeg taler om “de gamle dage”, er det ikke fordi, vi skal tilbage.
Men vi skal turde lade noget af det gamle gå hånd i hånd med det nye. Den viden vi har i dag, er vigtig – og samtidig må vi ikke glemme naturen, relationen og den menneskelige kontakt. Vi brugte naturen mere. Vi brugte hinanden mere. Vi var mere i kontakt.
Og jeg mærker faktisk en bevægelse i tiden, som glæder mig. Naturen fylder mere igen, og den holistiske tilgang får langsomt mere plads. Flere begynder at forstå betydningen af krop, nervesystem og relationer – og det giver håb.
Samtidig ønsker jeg, at det må tage endnu mere fart. At vi ikke kun bliver i bevægelsen og i ordene, men at vi tør lade forståelsen blive til handling – mere og mere. At vi tør leve det, vi allerede ved virker.
Når relationen åbner det svære
Som terapeut og underviser møder jeg det igen og igen.
En dreng sad en dag overfor mig og sagde:
“Jeg ved ikke, hvad vi skal arbejde med i dag.”
Hans ord var rolige – men hans krop var ikke. Jeg kunne mærke uroen. Utrygheden udvidede sig i hans krop.
Jeg delte stille, at jeg selv nogle gange kan mærke utryghed i mit liv. Ikke som en løsning, men som et menneske i kontakt.
Det åbnede noget.
“Jeg vil bare gerne kunne tage bussen til Aarhus uden at være bange for, at den kører forkert,” sagde han.
Efter han havde sat ord på det, der fyldte, brugte jeg en metafor i relationen til ham. Jeg sagde, at nogle gange føles det som at være på fisketur – hvor vi ved, at der er noget under overfladen, men hvor vi må lede lidt, før vi finder det.
Han var ikke helt med i starten. Jeg blev i kontakten og sagde, at vi nogle gange skal turde lede lidt længere indeni.
Og så kom det stille:
“Jeg skammer mig meget.”
Der, midt i stilheden, i berøringen og i kontakten, begyndte noget at falde til ro. Ikke fordi jeg gjorde noget stort, men fordi vi turde blive sammen i det, der var svært.
Kroppen husker – også vejen videre
Jeg tror ikke, vi skal tilbage til gamle tider.
Men jeg tror på, at vi skal blande det gamle med det nye.
Vi skal bruge naturen igen. Relationerne. Kroppen.
Ikke i stedet for faglighed – men sammen med den.
For traumer bor ikke kun i fortællinger.
De bor i kroppen. I det stressede nervesystem. I tavsheden mellem mennesker.
Mit eget liv blev først anderledes, da jeg turde bryde noget, der havde været længe. Da jeg valgte ikke bare at forstå traumet – men at slippe det fri.
Og det er her, handling begynder.
Ikke når uroen forsvinder – men når vi tør tage kroppen med, mens vi bevæger os.
Måske er det også sådan med os mennesker, at vi må vende os mod lyset for at finde modet til handling. Når vi leder i mørket alene, kan det være svært at få øje på vejen frem. Men når vi tør lade noget få lys – i kroppen, i relationen – begynder retningen stille at vise sig.
En kropslig øvelse – når du vil handle, selvom kroppen er urolig
Denne øvelse handler om at pendulere mellem det, du længes efter at gøre – og den støtte, du kan mærke i kroppen.
- Find det, du ønsker at handle på
Tænk på noget konkret, du længes efter at gøre. - Se handlingen for dig
Forestil dig, at det allerede sker. Læg mærke til, hvad der føles levende eller muligt i kroppen. - Mærk sansningen, der støtter dig
Find et sted i kroppen, hvor der er bare en lille smule ro, varme eller stabilitet. - Pendulér blidt
Vend tilbage til billedet af handlingen – mærk uroen, hvis den kommer.
Gå så tilbage til den sansning, der støtter dig. - Når uroen vokser
Sig stille til dig selv:
“Min krop må gerne være urolig, når jeg tager nye skridt.” - Tag ét lille skridt
Ikke det perfekte skridt. Bare ét, som føles muligt.
Rigtig god fornøjelse.
En kærlig påmindelse til dig
Find hjem i kroppen –
også når uroen følger med.
Det er herfra dine ægte skridt begynder.
Hvis du vil arbejde videre
Hvis noget af det, du har læst her, taler til dig, kan du finde flere øvelser og redskaber her:
✨ Bogen Find hjem til dig selv igen
✨ Kortene Nervesystemets Vejviser
👉 https://www.bettertelling.dk/
Find hjem til dig selv igen og Nervesystemets Vejviser
