SE-terapi – SE kropsterapi
For dig, der vil mere end at tale om det – og mærke forandringen indefra.
Jeg er selv vokset op med en utryg tilknytning og har gennem årene fået meget terapi. Det gav mig indsigt og forståelse, men først da jeg begyndte at arbejde kropsligt gennem min SE-uddannelse, opdagede jeg, hvor meget der stadig sad fast i min krop. Da kroppen endelig kom med i processen, skete forandringen: jeg blev mere tryg i mig selv og fandt styrken til at sætte grænser.
Det er kernen i SE-terapi (Somatic Experiencing).
SE-terapi er en kropslig traumeterapi, hvor vi arbejder med nervesystemet for at hjælpe kroppen til at slippe den energi og spænding, der har sat sig fast efter svære oplevelser.
Traumer sætter sig ikke kun i vores tanker og følelser – de lagrer sig i kroppen. Vi kan tale og forstå med hovedet, men hvis kroppen ikke får plads til at slippe, bliver vi hængende i uro, fastlåsthed eller nedlukning.
I SE-terapi arbejder vi i små skridt. I stedet for at dvæle i historien, retter vi opmærksomheden mod nuet – til de ressourcer og sansninger, der kan skabe balance og tryghed. På den måde kan selv det svære blive integreret som en erfaring, der giver dybde og styrke, fremfor kun at være et sår.
SE-terapi – SE-kropsterapi kan hjælpe dig til at:
-
finde ro i kroppen og mindske uro eller angst
-
blive bedre til at mærke og sætte grænser
-
få mere energi og nærvær i hverdagen
-
føle dig tryggere i relationer
-
opleve en stærkere forbindelse til dig selv og din krop
I min klinik, nær Aarhus og Randers, skaber jeg et trygt og omsorgsfuldt rum, hvor du kan gå ind i processen i dit eget tempo. Jeg er din støtte undervejs, men det vigtigste sker uden for klinikken – i dit liv, hvor forandringen slår rod i hverdagen.
SE-terapi handler ikke om at overleve. Det handler om at leve – helt og levende, med hele kroppen.