Når kroppen husker det, vi ikke kunne bære – og hvordan vi kan lære at være med følelserne
Jeg mærker det lige nu, her i Thailand – hvordan gamle følelser kan vækkes, når man genbesøger steder i sig selv, man engang måtte flygte fra. Ikke fysisk, men indeni.
Følelsen af forladthed og usikkerhed har fulgt mig hele livet. Den stammer både fra min tidlige barndom – og fra tiden før jeg blev født. Mine forældre mistede deres femte barn og havde egentlig besluttet, at de ikke skulle have flere. Da jeg blev graviditet nummer seks, var der både glæde og usikkerhed. De var ikke sikre på, om de ville have mig – og jeg mærkede tidligt noget, der føltes som “skal ikke”. Jeg bar allerede på min mors ubearbejdede sorg – og følelsen af, at min eksistens var tvivlsom, blev en del af min tidlige sansning.
Jeg havde ikke ord for det.
Men jeg sansede det.
Henrik Dybvad Larsen beskriver det smukt som vores “første klasseværelse” – den tidlige, sansende verden, hvor vi lærer livet at kende gennem kroppen, længe før sproget kommer til.
Når følelser ikke bliver mødt dér, lærer vi ofte noget meget tidligt:
At det er tryggere ikke at mærke for meget.
Så vi gemmer dem.
Vi lukker ned.
Vi flytter op i hovedet.
Men kroppen glemmer ikke.
Lag for lag kan det, vi ikke kunne være med, sætte sig i åndedræt, bindevæv, spændinger og i vores nervesystem. Ikke fordi der er noget galt med os – men fordi kroppen forsøger at beskytte os.
Som mor har dette været både smertefuldt og en stor drivkraft. Jeg ønskede dybt at bryde mønsteret. At vise mine børn, at følelser er velkomne. At vi kan tale om alt – glæde, sorg, vrede og frygt.
Men jeg vidste også, at jeg ikke altid var kropsligt med.
Jeg skulle jo selv turde vise vejen.
Turde vise når jeg var ked af det.
Turde vise andre følelser.
Når jeg ser tilbage, kan det gøre mig trist at mærke, at jeg ikke altid kunne være helt til stede i det. Men det er ikke noget, jeg vil skamme mig over. For jeg ved i dag, at det var mit nervesystem, der stadig troede, at det handlede om overlevelse.
Gennem mange års erfaring – både privat og fagligt – og gennem arbejdet med de mennesker, jeg har mødt som SE-terapeut, er sammenhængen blevet tydeligere for mig. I min praksis og i arbejdet med bogen Find hjem til dig selv igen har jeg set, hvordan kroppen gemmer på følelsen, og hvordan vi kan turde blive hos den.
Jeg har selv oplevet, at den direkte vej til følelsen kan være særlig hjælpsom, når smerten eller angsten er stærk. ISP – Integral Somatic Psychology – giver mulighed for netop det: at turde blive hos følelsen i kroppen, uden at flygte, og opleve, hvordan smerten kan lette hurtigere, end hvis man forsøger at analysere eller tænke den væk.
Det betyder ikke, at ISP fylder alt i min praksis – det er ét redskab blandt mange – men i de øjeblikke, hvor kroppen er låst, og angsten stor, har jeg selv mærket, hvor hurtigt det kan give adgang til integration og ro.
Ved siden af ISP har jeg også mødt inspirerende perspektiver fra Gábor Maté, som understreger, hvordan ubevidste mønstre, traumer og tilknytning ligger til grund for, hvordan vi undgår at mærke svære følelser. Maté peger på, at når kroppen forsøger at beskytte os, er det ofte vores tidlige oplevelser og relationer, der har formet denne strategi. At turde mærke – ikke undgå – er en del af at hele dybt.
Her, i Thailand, mærker jeg tydeligt, hvordan kroppen kan være en vejviser. Jeg mærker spændinger i brystet, uro i maven, et lille sug i nakken. Lysten til at lukke ned eller flygte er stadig stærk, men nu ved jeg, at jeg kan blive lidt længere.
Jeg kan lade åndedrættet hjælpe.
Lade kroppen bevæge sig.
Lade følelsen få plads.
Når jeg gør det, sker der noget.
Åndedrættet bliver dybere.
Spændinger løsner sig.
Og nervesystemet finder langsomt mere ro og fleksibilitet.
Som Susan Hart skriver i Følelser – vores superkraft, er følelser ikke noget, vi skal undgå. De er noget, vi kan lære at forstå og være i relation med.
Og som Svend Brinkman påpeger, kan vi i vores kultur ofte gemme os bag diagnoser, forklaringer eller rationaliseringer. Vi kan “diagnosticere os til tryghed” fremfor at turde være levende – at turde mærke livet i sin fulde fylde.
At mærke sorg, glæde, frygt, kærlighed og forladthed – alt på én gang – kræver mod, men det giver os liv.
Tre praktiske øvelser til at mærke og integrere følelser
Tip: Følg åndedrættet under øvelserne – kroppen fungerer som en blid indre massage og hjælper med at frigøre fastlåste følelser.
1. Hånd på pande og bryst
- Sid eller stå afslappet.
- Højre hånd på panden, venstre hånd på brystet.
- Bevæg hovedet let frem og tilbage eller fra side til side, mens du mærker kroppen.
- Gentag 5–8 gange.
2. Hånd bag nakken og på brystet
- Sid på stol eller gulv.
- Højre hånd bag nakken, venstre hånd på brystet.
- Bevæg nakken forsigtigt frem og tilbage eller i små cirkler.
- Gentag 5–8 gange.
3. Kryds hænder over brystet og skuldre
- Sid eller stå med rank ryg.
- Kryds højre hånd på venstre skulder og venstre hånd på højre skulder foran brystet.
- Træk skuldrene op mod ørerne på indånding, pust ud og lad dem falde tilbage. Bevæg lidt frem og tilbage eller i små cirkler.
- Gentag 6–8 gange.
💛 “Vejen til at mærke vores følelser kan være smertefuld, utryg og udfordrende – men når vi tør blive hos dem, åbner der sig et blødt, varmt rum i os. Et sted, hvor vi kan ånde, mærke og være med os selv, præcis som vi er.”
Med dette håb i kroppen kan vi tage små skridt mod at rumme det, vi tidligere måtte flygte fra – og opleve, at livet bliver rigere, mere levende og mere helende, når vi tør være med vores følelser.
En kærlig påmindelse til dig
Find hjem i kroppen –
også når uroen følger med.
Det er herfra dine ægte skridt begynder.
Hvis du vil arbejde videre
Hvis noget af det, du har læst her, taler til dig, kan du finde flere øvelser og redskaber her:
✨ Bogen Find hjem til dig selv igen
✨ Kortene Nervesystemets Vejviser
👉 https://www.bettertelling.dk/
Find hjem til dig selv igen og Nervesystemets Vejviser
