Før, under og efter – når vi ikke kun skal arbejde med det svære

Der er en sætning, jeg ofte siger til både mine klienter og studerende:

Hvis du står fast i under, så arbejd med før og efter.

Det er også en sætning, jeg selv vender tilbage til.

Jeg arbejder med nervesystemet hver dag, og gennem årene er jeg blevet god til at mærke mit eget system. Men det betyder ikke, at jeg altid kan stå midt i noget svært og samtidig have adgang til alt det, jeg ved.

Særligt når noget kommer uventet, kan jeg mærke, hvor hurtigt mit indre kan forandre sig. Noget kan ramme en gammel følelse eller erfaring, og pludselig kan det, jeg mærker lige nu, komme til at fylde så meget, at det næsten føles som hele sandheden.

Det er ofte først bagefter, jeg kan se mere. Hvad skete der egentlig med mig? Hvad hjalp? Og reagerede jeg måske anderledes, end jeg ville have gjort tidligere?

Det er noget af det, før, under og efter hjælper mig med – både privat og i mit arbejde.

Når hjernen får øje på det svære

I min bog Find hjem til dig selv igen skriver jeg om før, under og efter i forbindelse med traumer og svære oplevelser.

Når vi gennemlever noget traumatisk, har hjernen en tendens til at rette opmærksomheden mod det, der aktiverer os. Det kan være smerte, ubehagelige tanker eller billeder, som kommer til at fylde både kroppen og sindet.

Men mit fokus er ikke kun på det svære. Jeg ønsker også at lære dig at søge efter ressourcerne – gode steder i kroppen, positive oplevelser og tanker.

En ressource behøver ikke være noget stort. Det kan være et sted i kroppen, der føles rart, roligt eller bare neutralt. Det kan være følelsen af fødderne mod gulvet, et menneske, du føler dig tryg ved, et sted i naturen eller et minde om noget, der var godt.

Og her kan vi også bruge vores forestillingsevne.

I bogen beskriver jeg, hvordan vi kan bruge forestillingsevnen til at gå tilbage til det, der lå før en svær oplevelse, eller frem til det, der kom efter, i stedet for kun at gå længere ind i selve hændelsen.

Før og efter behøver ikke være de få minutter, der ligger på hver side af det svære. Det kan være timer, uger, måneder eller år før eller efter.

Det giver os et større landskab at bevæge os i.

Det, vi forestiller os, kan skabe en reel reaktion i kroppen. Et minde om et trygt sted, et menneske, vi holder af, eller en rar oplevelse kan derfor også hjælpe os med at få kontakt til en ressource.

Måske kan du forestille dig et sted, hvor du har følt dig godt tilpas. Se stedet for dig. Hvad kan du se? Hvad kan du høre? Hvordan føles temperaturen? Og hvad sker der i kroppen, mens du forestiller dig det?

Måske sker der næsten ingenting. Måske bliver åndedrættet lidt friere, skuldrene sænker sig, eller du opdager et lille område i kroppen, der føles mere roligt.

Det er nok.

Speeder, bremse og vejen mod balance

Jeg bruger nogle gange billedet af en speeder og en bremse, når jeg forklarer nervesystemet.

Den sympatiske del af nervesystemet kan sammenlignes med speederen. Den mobiliserer energi og gør os klar til at handle. Den parasympatiske del kan sammenlignes med bremsen og er forbundet med andre kropslige reaktioner, blandt andet afslapning og genopretning, men også fastfrysningsreaktioner.

Det er vigtigt for mig, fordi balance ikke betyder, at vi altid skal være rolige.

Vi har brug for speederen. Vi skal kunne mobilisere energi, handle, reagere, sige fra og beskytte os. Og vi har brug for, at systemet igen kan sænke tempoet, restituere og finde tilbage.

Det interessante er derfor ikke kun, hvilken tilstand vi befinder os i, men om der kan komme bevægelse mellem vores forskellige tilstande.

Og det er her, pendulering bliver interessant.

Pendulering – at kunne bevæge sig igen

I Find hjem til dig selv igen tager jeg udgangspunkt i Peter A. Levines begreb pendulering. Det beskriver, hvordan vores følelsesmæssige og kropslige tilstande kan svinge som et pendul før, under og efter traumatiske oplevelser.

Før en traumatisk oplevelse har vi typisk større følelsesmæssig bevægelighed. Vi kan skifte mellem forskellige følelser og stemninger.

Under traumet kan denne bevægelse næsten blive blokeret. Vi kan føle os fanget i intense følelser som frygt eller hjælpeløshed.

Efterfølgende forsøger krop og sind gradvist at genfinde balancen og bevægelsen mellem forskellige følelsesmæssige tilstande.

Det giver så god mening for mig – også når jeg ser på mine egne reaktioner.

Når jeg står midt i under, kan mit perspektiv blive mindre. Jeg har ikke nødvendigvis adgang til den samme ro, refleksion eller fornemmelse af sammenhæng, som jeg har før eller efter.

Derfor synes jeg heller ikke, at vi kun skal måle vores udvikling på, hvordan vi reagerer i det øjeblik, hvor vi er allermest aktiverede.

Nogle gange må vi se på hele bevægelsen.

Før, under og efter

Når du ser på figuren, ligger det mest intense øjeblik ved 0. På begge sider ligger før og efter, hvor vi kan hente og styrke ressourcer.

Før er tiden inden den svære hændelse. Her kan vi søge mod positive minder, følelser af tryghed og andre indre ressourcer. Det kan være noget, vi faktisk oplevede dengang, men vi kan også bruge forestillingsevnen til at komme i kontakt med det igen.

Under er det mest intense sted. Her kan følelserne blive stærke, og vi kan have mindre adgang til de ressourcer, vi ellers har. Vi behøver ikke nødvendigvis blive længe i dette sted. Vi kan forsigtigt bevæge os mellem ubehaget og noget, der opleves mere sikkert, så vi ikke bliver overvældede.

Efter handler igen om ressourcer og om gradvist at genetablere følelsesmæssig og fysiologisk balance.

Det er her, min sætning kommer ind:

Hvis du står fast i under, så arbejd med før og efter.

Vi forsøger ikke at fjerne under. Det, der skete, skete. Og det, vi mærkede, var virkeligt.

Men vi hjælper systemet med at opdage, at under ikke er det eneste sted, det kan være.

Jeg bruger det også selv

Når jeg selv bruger før, under og efter, kan jeg for eksempel blive nysgerrig på: Hvordan havde jeg det, inden det skete? Hvad skete der i min krop, da jeg blev ramt? Og hvornår begyndte der igen at komme lidt mere plads?

Det kan være meget konkret. Måske ændrede mit åndedræt sig. Måske blev mit blik smallere, mine tanker hurtigere eller min krop mere anspændt. Og måske kom der på et tidspunkt et lille skift igen.

Når jeg ser på hele forløbet bagefter, får jeg nogle gange øje på noget, jeg ikke kunne se, mens jeg stod midt i det.

Måske fandt jeg hurtigere tilbage end tidligere. Måske kunne jeg være mere nænsom over for mig selv. Måske kunne jeg blive i kontakten til et andet menneske på en måde, jeg ikke kunne før.

Og nogle gange opdager jeg bare, at noget stadig er svært.

Begge dele må gerne være sandt.

Det er en af grundene til, at før, under og efter betyder så meget for mig. Jeg behøver ikke kun at vurdere mig selv ud fra det øjeblik, hvor mit system var mest aktiveret. Jeg kan se hele bevægelsen.

En øvelse i før, under og efter

I Find hjem til dig selv igen har jeg en øvelse, hvor før, under og efter ikke kun skal forstås med hovedet, men også opleves gennem kroppen.

Du skal bruge tre stykker papir og gerne farvekridt eller tusser. Vælg en oplevelse, der har været ubehagelig for dig. Hvis du laver øvelsen alene, så begynd gerne med noget, der ikke er blandt de mest overvældende oplevelser i dit liv.

På det første papir tegner du en positiv oplevelse, der ligger før den svære hændelse. På det næste tegner du en positiv oplevelse efter hændelsen. De bliver dine ressourcer.

Først derefter tegner du den udfordrende hændelse.

Læg de tre tegninger på gulvet. Du kan vende tegningen af den svære hændelse med bagsiden opad og placere den lidt væk fra de andre, hvis det føles bedre.

Begynd ved en af ressourcerne. Stil dig på tegningen og mærk efter i kroppen.

Måske mærker du ro eller varme. Måske bliver dit åndedræt friere. Måske er der bare ét sted i kroppen, som føles godt eller neutralt.

Bliv lidt dér.

Når du har kontakt med ressourcen, kan du kort bevæge dig hen til tegningen af den ubehagelige hændelse og registrere, hvad der sker i dig. Du behøver ikke gå ind i hele historien.

Vend derefter tilbage til før eller efter, og giv igen kroppen tid til at mærke ressourcen.

Det er penduleringen:

Ressource → lidt af det svære → tilbage til ressource.

Brug mest tid ved de positive oplevelser. Du kan hente ressourcer både i før og efter og derfra kort besøge det svære.

Du kan også bruge din forestillingsevne undervejs. Måske kan du se den positive oplevelse tydeligere for dig. Hvem var der? Hvad kunne du se og høre? Hvad kunne du mærke? Og hvad sker der i kroppen, når du lader den oplevelse få lidt mere plads?

Hvis tegninger ikke føles naturlige for dig, kan du gøre det helt enkelt og skrive før, under og efter på tre stykker papir og arbejde med dem på samme måde.

Hvis øvelsen bliver for intens, så stop. Giv dig selv tid til at finde ro og genoprette balancen. Det er vigtigt at give kroppen plads til at lande blidt igen.

Vejen tilbage til balance

Jeg bruger selv før, under og efter, fordi det minder mig om, at jeg ikke behøver forstå eller løse alt, mens jeg står midt i det.

Nogle gange kommer forståelsen først bagefter.

Nogle gange hjælper det mig at finde et godt sted i kroppen. Andre gange kan et minde, et menneske eller noget, jeg forestiller mig, blive en ressource. Og nogle gange har mit system ganske enkelt brug for tid.

Det vigtigste for mig er ikke, at jeg aldrig bliver ramt.

For det gør jeg.

Livet påvirker os. Noget kommer uventet, noget vækker gamle følelser, og indimellem reagerer kroppen, før vi når at forstå hvorfor.

Men jeg kan være nysgerrig på, hvad der sker før, under og efter. Jeg kan lægge mærke til, om der igen kommer lidt mere plads, om åndedrættet ændrer sig, eller om jeg får adgang til mere af mig selv.

For mig handler balance derfor ikke om altid at være rolig.

Det handler om, at der igen kan komme bevægelse.

At jeg ikke behøver blive stående i under.

Før. Under. Efter.

Tre små ord, der minder mig om, at under ikke er hele historien.