Når dit nej vækker uro

Jeg har tænkt meget over ordet nej.

For et nej kan se så enkelt ud.

Nej, det har jeg ikke lyst til.

Nej, det kan jeg ikke i dag.

Nej, du må ikke røre mig.

Men for mig har det ikke altid været enkelt.

Da jeg var 11 år, oplevede jeg berøring, hvor jeg ikke fik sagt nej.

Jeg var et barn.

Det er vigtigt for mig at sige.

Jeg vidste ikke dengang, hvor meget jeg senere skulle komme til at mærke i min krop, da jeg begyndte at finde mit nej og sige det højt.

For jeg kunne godt lære at sige nej.

Men det betød ikke, at kroppen bare fulgte med.

Når noget småt vækker noget stort

I starten af mit liv med min mand kunne det være noget så almindeligt som, at han spurgte:

“Vil du køre mine børn til fodbold?”

Nogle gange havde jeg ikke overskud. Andre gange kunne jeg mærke, at jeg egentlig ikke syntes, det var min opgave.

Så jeg sagde nej.

Og det var okay for ham.

Men det var ikke altid okay inde i mig.

Uroen kunne komme næsten med det samme.

Er han skuffet?

Er vi okay?

Skulle jeg bare have sagt ja?

Og under det hele lå frygten:

Hvad nu hvis jeg mister ham?

I dag kan jeg se, at han godt kunne rumme mit nej.

Men når uroen tog over, kunne jeg ikke mærke det.

Det var jo bare en køretur til fodbold.

Alligevel kunne noget så småt vække noget meget stort i mig.

Jeg kunne stå et sted, hvor mit nej var helt okay, samtidig med at min krop reagerede, som om der var meget mere på spil.

Det er en af de ting, jeg først senere har forstået.

Det svære kunne komme efter nejet

For mig var det ikke altid selve nejet, der var det sværeste.

Det var det, der kom bagefter.

Når kroppen blev urolig, fik jeg lyst til at gøre noget.

Forklare.

Mærke efter, om den anden var okay.

Måske ændre mit nej til et ja.

For så kunne der blive ro.

Men hvad nu hvis mit nej stadig var rigtigt?

Det spørgsmål har været vigtigt for mig.

For nogle gange var det ikke mit nej, der havde ændret sig.

Det var uroen, jeg havde svært ved at være i.

I Find hjem til dig selv igen arbejder jeg blandt andet med Det autentiske nej og Det autentiske ja.

For mig handler det autentiske nej om at kunne mærke:

Hvad er egentlig sandt for mig lige nu?

Og turde lytte til det.

Også når kroppen reagerer.

At turde være med det, der kommer

Det er noget, jeg først senere har lært.

At jeg ikke behøver at gøre noget med det samme, bare fordi kroppen reagerer.

Jeg kan stoppe op.

Ikke for at få uroen væk.

Men for at turde være med den.

Okay. Nu reagerer min krop.

Og så kan jeg orientere mig.

Mærke fødderne mod gulvet.

Mærke underlaget.

Se mig omkring.

Se det menneske, jeg faktisk står overfor.

Hvad sker der lige nu?

I Find hjem til dig selv igen arbejder jeg også med at vende opmærksomheden tilbage til kroppen og mærke underlagets støtte.

For mig er det blevet en måde at finde tilbage til nuet på.

For frygten kunne fortælle mig:

Du risikerer at miste ham.

Men virkeligheden kunne være:

Jeg havde sagt nej.

Han var der stadig.

Mit nej blev respekteret.

Det var dét, min krop havde brug for tid til at opdage.

Ikke gennem en forklaring.

Men gennem nye erfaringer.

Hvad tror din krop, at dit nej vil koste dig?

Det spørgsmål ville jeg ønske, jeg havde kunnet stille mig selv tidligere.

Hvad tror min krop, at mit nej kommer til at koste mig?

For måske er det ikke altid selve nejet, der er så svært.

Måske er det det, vi frygter kommer bagefter.

At den anden bliver skuffet.

At stemningen ændrer sig.

At der kommer afstand.

At vi bliver valgt fra.

At vi mister.

Og her synes jeg, at nogle spørgsmål fra Gabor Maté passer fint sammen med det, jeg selv arbejder med.

I hans materiale til “When the Body Says No” bruger han fire spørgsmål til at undersøge vores forhold til nej. Jeg har oversat og formuleret dem lidt mere naturligt på dansk, men bevaret de fire bevægelser.

En lille øvelse – sæt dig med dit nej

Find et roligt øjeblik. Måske med papir og pen.

Du behøver ikke finde den største eller sværeste situation i dit liv.

Tag noget, der er sket for nylig.

1. Hvor i mit liv mærker jeg et nej, som jeg ikke får sagt?

Måske på arbejdet. I en relation. I familien. Eller i de krav, du stiller til dig selv.

Bare læg mærke til det.

2. Hvad koster det mig, når jeg ikke siger mit nej?

Hvad sker der i kroppen?

Hvad sker der med dine følelser?

Og hvad sker der i dine relationer?

3. Hvilken historie ligger bag, at jeg ikke siger nej?

Måske:

Jeg må ikke skuffe.

Jeg skal kunne klare det.

Jeg er ansvarlig for, hvordan den anden har det.

Hvis jeg siger nej, risikerer jeg at miste.

Du skal ikke ændre historien lige nu.

Bare få øje på den.

4. Hvad får jeg ikke sagt ja til, når jeg ikke siger mit nej?

Det spørgsmål rammer noget i mig.

For hvad er det, der ikke får plads, når jeg igen siger ja til noget, jeg egentlig mærker et nej til?

Ro?

Hvile?

Glæde?

Tid?

Mig selv?

Og måske skal du ikke gøre mere bagefter.

Ikke finde løsningen.

Ikke beslutte, at du fra i morgen skal være bedre til at sige nej.

Bare mærke, hvad du opdagede.

Og når uroen kommer

Næste gang du mærker et nej, kan du prøve at give dig selv en lille pause.

“Jeg skal lige mærke efter.”

Hvis du siger nej, og kroppen bagefter begynder at larme, så se, om du kan lade være med straks at gøre dit nej om.

Mærk underlaget.

Se dig omkring.

Find det rum, du er i.

Og spørg:

Hvad var jeg bange for ville ske?

Hvad sker der faktisk lige nu?

Det er ikke en test.

Og det handler ikke om, at vi altid skal holde fast i et nej. Vi må gerne ændre mening.

Men der er forskel på at ændre mening, fordi noget i os faktisk har ændret sig, og på at sige ja, fordi vi har brug for, at uroen stopper.

Den forskel har været vigtig for mig at lære.

At finde tilbage

Jeg kan ikke ændre det, den 11-årige pige oplevede.

Men jeg kan møde det, der bliver vækket i mig i dag, på en anden måde.

Jeg kan stoppe op.

Mærke.

Orientere mig.

Og finde tilbage til det, der er nu.

Måske er det også en del af at finde hjem til sig selv igen.

Ikke at fortiden forsvinder.

Men at den ikke behøver at bestemme mit ja og mit nej i dag.

Og måske får kroppen langsomt nye erfaringer på den måde.

Jeg mærkede et nej.

Jeg sagde det.

Uroen kom.

Og jeg blev.

Jeg kan ikke love mig selv, at kroppen aldrig reagerer igen.

Men jeg kan øve mig i ikke at forlade mig selv, når den gør.

Jeg kan se mig omkring.

Mærke jorden under mig.

Og finde tilbage til det, der er her.

Jeg er ikke 11 år længere.

Jeg er her nu.

Og mit nej må gerne være her.